torsdag den 24. december 2009

Niklas Dyrby årets defensive spiller!

Med en stor margen er Niklas Dyrby Johansen blevet stemt ind som den bedste defensive spiller for Armadillos i sæsonen 2009. Med interceptions i praktisk talt hver eneste kamp har Niklas vist sig som en playmaker af karat, der altid er klar til at lave det helt store og afgørende spil. Fra sin position som free safety har han qua sit fremragende overblik og sin gode spilforståelse gjort resten af sine holdkammerater til bedre spillere.

- Der er ingen tvivl om, at Niklas har båret dette hold en stor del af vejen frem mod andenpladsen og oprykning til 2. division. Det er en fornøjelse at se, hvordan han ikke blot selv er blevet bedre henover sæsonen, men også hvordan han via sin taktiske forståelse har hjulpet os andre til at blive bedre forsvarsspillere. Jeg er dybt imponeret over ham, forklarer næstformand og fellow safety Benjamin Boraghi.

Alle i og omkring Allerød Armadillos ønsker Niklas tillykke med denne titel, og vi håber alle, at han kan bruge denne ære, det er at være "defender of the year", til at blive endnu bedre til næste sæson.

onsdag den 23. december 2009

Ruter og vejledning


Før den mere grundige beskrivelse af ruterne kommer lige et par generelle ting, som gælder for al ruteløbning.

Fuld fart: Alle ruter skal naturligvis løbes i fuld fart. Ikke noget med at ”slacke” på en rute.

Skarpe cuts: Alle cuts skal foretages ultraskarpt. Altså ikke noget med at afrunde dine cuts, da du på den måde ikke snyder modstanderen.

Fake dit cut den anden vej: På ruter, hvor der kun er et cut, såsom out/in, slant, post osv., er det en god idé, hvis du faker et cut den anden vej, inden du foretager det cut, du egentlig skal lave. Bare en lille kropsfinte den anden vej er ofte nok til at snyde modstanderen fuldstændig.

Bat bolden ned ved dårligt kast: Hvis QB’en, stik imod al forventning, skulle levere et dårligt kast, er det meget vigtigt, at du, i stedet for at være angrebsspiller, bliver forsvarsspiller og gør alt for at forhindre en eventuel interception. Giv altså ikke op, hvis kastet er skidt.

Kig tilbage på QB: Efter sidste cut på din rute er det meget vigtigt, at du hele tiden kigger tilbage på din QB. På den måde har QB’en hele tiden muligheden for at kaste bolden til dig, da du konstant er klar. Ved ruter uden cuts, såsom drag, kigger du bare konstant tilbage på QB’en.

Løb ud i QB’ens side ved rollout: Hvis QB’en løber ud mod en af siderne for at undgå blitzen, er det vigtigt, at du også forsøger at bevæge dig ud imod den side. Du skal naturligvis ikke afbryde din rute lige pludselig, men hvis du vurderer, at du er umulig at ramme for QB’en der, hvor du befinder dig, er det en god idé at løbe over mod QB’ens side for derved at hjælpe ham.

Nu er vi så nået til den grundige beskrivelse af ruterne.

Hook: X antal yards (oftest mellem 5 og 10) op ad banen, vend om på stedet og grib bolden. Vendingen kan foregå både indad og udad. På denne rute er det meget vigtigt, at du sælger ruten dybt. Dvs., at du får din opdækker til at tro, at du løber en fly-rute. Dette gøres lettest ved simpelthen bare at sprinte så hurtigt som muligt med blikket ned ad banen. Vigtigt er det i hvert fald, at du ikke afslører noget omkring din rute.

Slant: 2-3 skridt op ad banen, hvorefter du cutter indad i en vinkel på ca. 40 grader.

In/out: X antal yards (oftest mellem 5 og 15) op ad banen, hvorefter du cutter indad/udad i en vinkel på 90 grader.

Post: X antal yards (oftest mellem 7 og 15) op ad banen, hvorefter der cuttes, så man løber mod målstolperne i midten af endzone (deraf navnet). Der er naturligvis ikke målstolper i flag, så det er altså et par imaginære målstolper i denne sammenhæng. Cuttet er ikke særlig skarpt, det er nærmere bare en retningsændring på cirka 30 grader.

Corner: X antal yards (oftest mellem 7 og 15) op ad banen, hvorefter der cuttes udad i en vinkel på 45 grader.

Fly: Fuld fart ned ad banen. Gerne med et lille stutter-step, hvor du i et splitsekund lader som om du stopper op, men ikke gør det og sætter derimod farten op. Kig tilbage efter en 7-10 yards.

Fade: Løb lidt udad ned ad banen. Bolden kastes derefter højt, så receiveren skal hoppe op og gribe bolden. Køres som regel nede omkring endzone. Virker bedst mod tæt mandsopdækning (press coverage), da man så kan få vendt opdækningen rundt, så denne har ryggen til QB.

Comeback: X antal yards (oftest mellem 10 og 15) op ad banen, hvorefter du vender om og kommer tilbage mod QB. Dvs. samme princip som en hook-rute, du kommer bare tilbage, da det er et længere kast, og der dermed er længere tid for din oppasser til at komme imellem dig og bolden.

Drag: Løb på tværs af banen i en vinkel på ca. 20 grader.

Out’n’up: Løb en out-rute på 5 yards, kig tilbage på QB (VIGTIGT!), så han kan fake kastet til dig, og drej så op ad banen og løb dybt. Målet er at få opdækningen til at bide på out-ruten, hvorefter du bør være helt blank.

Post’n’corner: X antal yards (oftest mellem 7 og 15) op ad banen, hvorefter der løbes en post. Der tages dog kun et par skridt på posten, før der knækkes ud mod hjørnet i en vinkel på 45 grader som ved en corner-rute.

Hook’n’fly: Navnet siger sig selv. Løb en hook og kør dernæst over i en fly. Husk at kigge tilbage på QB, så han kan fake kastet til dig.

Slant’n’corner: Igen siger navnet sig selv. Start med at løbe en slant, hvorefter du efter et par skridt knækker mod hjørnet i en corner-rute.

Det regnes med, at I som spillere til kommende træninger og kampe kan alle disse ruter udenad. Spørgsmål er velkomne.

Copyright 2009 Allerød Armadillos

mandag den 21. december 2009

Frederik Noga årets offensive spiller!

Efter en tæt afstemning, hvor flere spillere var med i opløbet om titlen som "Offensive Player of the Year", blev det 2-meter-manden Frederik Noga, der løb af med titlen og prestigen i at blive den første spiller i Armadillos' historie til at blive æret som årets offensive spiller.

- På trods af at have været fraværende i store dele af sæsonen har Frede steppet op, når det virkelig gjaldt. Jeg husker specielt første kamp mod Dingo's, hvor han virkelig viste sit værd og ikke egenhændigt - men tæt på - afgjorde kampen til vores fordel, fortæller næstformand og holdkammerat Benjamin Boraghi.

Der skal lyde et stort tillykke til Frederik fra alle i og omkring Allerød Armadillos. Vi håber, han vil spille en om muligt endnu større offensiv rolle i 2010-sæsonen.

torsdag den 17. december 2009

Udstyrsregler og bødekasse

Holá, dillos!

Med målet om at blive en mere seriøs klub følger her et regelsæt omkring vores fremtidige officielle spillerudstyr til kampe:

  • Armadillo-trøjen skal selvfølgelig trækkes over skuldrene.*
  • Sorte shorts/knickers (uden lommer)
  • Sorte fodboldstrømper
  • Fodboldstøvler (uden jernknopper)
Derudover foreslås det stærkt fra klubbens side, at man erhverver sig et par receiverhandsker, hvis man ikke allerede er i besiddelse af et par. Dette er ikke et krav, men vil komme alle - og ikke mindst jer selv - til stor gavn!

*Trøjen er dit eget ansvar! Bliver den væk, går den i stykker, eller spiser din hund den, er det stadigvæk dig selv, der skal betale for en ny.

Udover ovenstående regelsæt har vi også igangsat håndhævningen af en bødekasse. Bødekassens takster samt øvrige regulativer ses til højre under rosteren. Konstruktive kommentarer til denne modtages med kyshånd.

onsdag den 16. december 2009

Ny spiller på vej til Allerød Armadillos?

NB: Da Allerød Armadillos er godt på vej til at blive en magtfaktor i dansk og international flagfootball, vil der i løbet af en ekstrem lang offseason komme en masse rygter, sande såvel som usande.

I formiddags blev en ung gut spottet ude foran formandens hus. Rygtet siger, at denne gut meget vel kunne have forbindelser til flagfootball-verdenen. Hvor denne spiller har sin daglige gang, hvis han da overhovedet er flagspiller, vides ikke. Hvad han i øvrigt hedder skal være usagt, da det pga. vores aktiekurs ikke må komme ud, før det er sikkert, at han trækker i den signalrøde, stolte Armadillo-trøje.

Spilleren jeg taler om, er en stor, buff og hårdt løbende runningback, der i skrivende stund måler 188 cm og har en kampvægt på 83 muskuløse kilo. Spilleren spiller på nuværende tidspunkt måske for en klub i umiddelbar nærhed af Allerød Armadillos, nærmere betegnet Lynge Longhorns.

Om spilleren er Kristoffer Holmstrup melder rygtet på nuværende tidspunkt intet om.

Indtil videre skal det dog siges, at det kun er på rygtebasis, men at en prøvetræning måske en gang i den nære fremtid kan være på tale.

Kåringer

Så er der nyt initiativ på bloggen! Vi skal have kåret vores bedste spillere i sidste sæson i en række forskellige kategorier. Første kategori er "Offensive Player of the Year". Spilleren, som skal have denne pris, er simpelthen den, som i sidste sæson leverede den bedste præstation på vores eksplosive offense. Afstemningen ses til højre på bloggen og kører indtil juleaften.

Vote away!

tirsdag den 15. december 2009

Depth Chart (opdateret den 10/1)

Hey armadillos, så er vores nyeste depth chart opdateret:



Den udvidede liste er som følger:

2. WR1: Anton Lassen
2. WR3: Alexander Thornton Rasmussen
2. WR4: Bjørn Lind
2. C: Andreas Heinrich
2. QB: Nikolaj Rytter Mathiasen

2. CB1: Andreas Heinrich
2. CB2: Benjamin Boraghi
2. LB: Alexander Thornton Rasmussen
2. SS: Nikolaj Rytter Mathiasen
2. FS: Anton Lassen

mandag den 14. december 2009

Kontingent og fremtiden

Så er det blevet tid til indbetaling af kontingent for 2010. Kontingentet er fastsat til 300 kr for året. Disse penge vil dække nogle regninger for tilmelding til den netop overståede turnering samt uforudsete udgifter i det næste år som f.eks. udgifter til udstyr, ture og lignende.

De 300 kr bedes overført senest d. 22. december til flg. konto: Reg.nr.: 2348 Kontonr.: 3491 325 606. På forhånd tak :)

Fremtiden i Armadillos ser som altid lys ud. Ambitionerne er højnet ifht. sidste år, da vi nu skal til at spille 2. divisions-bold. Af den grund vil vi også forsøge at få trænet noget mere end sidste år. Her i vinterperioden vil vi forsøge at have en let træning hver onsdag kl. 14.30-15.30 indendørs på gymnasiet umiddelbart inden mange af os spiller indendørs fodbold. Hold dog øje med træningstiderne øverst til højre på bloggen, så I ikke fremmøder forgæves. Denne træning vil kun bestå af øvelser og er derfor ikke begrænset af antallet af fremmødte spillere. Så kom glad!

Når vejret bliver til at kunne færdes i igen, vil vi forsøge at træne på gymnasiets baner en gang om ugen. Den dag bliver højst sandsynlig søndag, nok med et træningstidspunkt omkring kl. 13.

Hvis I har kommentarer, ros eller indvendinger, er I velkomne til at kommentere i kommentarfeltet :)

ARMADILLO POWER!

Armadillos er online!

Efter et stykke tids tovtrækkeri har klubben nu valgt at opgive ønsket om at få en officiel holdhjemmeside. Derfor har vi i stedet oprettet en blog, hvor alt, hvad der foregår i og omkring klubben, vil blive opdatereret og offentliggjort med jævne mellemrum.